En iris i fuldt flor med rødder i jorden

Vækst kræverjordforbindelse

Psykoterapi & stresscoaching · København K

En terapeut eller stresscoach er en samarbejdspartner på vejen mod større ro, udvikling og livskvalitet.

Har stress, tankemylder eller svære følelser fået dit liv ud af balance? Hos mig kan du få støtte til at forstå dig selv og arbejde med det, der er vigtigst for dig. Tiden er din, og du bestemmer, hvad vi skal arbejde med, og hvilke mål der er vigtige. Måske ved du allerede, om du har brug for terapi eller stresscoaching. Det er to helt forskellige tilgange, og jeg fortæller gerne, hvad det ene og det andet kan bruges til, hvad det kan og ikke kan. Hvis du er hårdt stressramt, er det for eksempel en dårlig idé at begynde i terapi. Dit autonome nervesystem skal i ro, før du har kræfter og overskud til det terapeutiske arbejde.

Skriv en sms på +45 42 42 69 66, så kan vi aftale en kort telefonsamtale.

Granitklipper ved havet i aftenlys

Hvilket liv ønsker du?

Er det hele blevet for tungt og uoverskueligt?

Måske står du i noget, som du hen over tid har prøvet at løse selv, eller sammen med venner og familie, og som du og I ikke rigtig kommer videre med. Så kan det ind imellem være en hjælp at tale med en udenforstående fagperson, i en fordybende proces, hvor der ikke er noget som helst, du skal leve op til, og hvor du kan være helt dig selv.

  • Stress og tankemylder

    Når krav, bekymringer og tanker fylder så meget, at det er svært at finde ro.

  • Studie- og præstationspres

    Når studiestress, eksamensangst eller forventninger til større opgaver ødelægger glæden ved at lære og udvikle sig, og tager energien fra det sociale liv.

  • Kærestesorger og svære relationer

    Når et brud bliver ved med at gøre invaliderende ondt og stå i vejen for nye relationer, eller når udfordringer i vigtige relationer fører til nedlukning og afstand, eller konstante og uløselige konflikter.

  • Nedtrykthed og isolation

    Når du føler dig alene, trækker dig fra andre eller har svært ved at finde glæde. Så du måske til sidst slet ikke kan overskue at række ud til andre mennesker.

  • Spiseforstyrrelser og selvskade

    Når dit forhold til mad og krop ryger ud af balance, så kroppen bliver den sidste bastion, der holder sammen på det hele, men på den mest smertefulde og livsødelæggende måde.

Roligt, klart vand i en bred sø med spejling af den skovklædte bred

Hvordan har du det?

Du behøver ikke have de rigtige ord klar, før du tager kontakt.

Klippevæg og græsklædt sti mellem sten

Hvordan har dine børn det?

Min tilgang

Psykoterapi og stresscoaching der er til at holde ud at være i

Jeg tilbyder psykoterapi og stresscoaching med udgangspunkt i det, du står i, og det, du ønsker hjælp til. Mange typer selvudvikling kan være benhårdt og krævende. Her er det mit ønske, at vi arbejder roligt og skånsomt, med omsorg for at du skal kunne holde ud at være i processen. At det skal ”blive værre før det bliver bedre” er i min optik en stor misforståelse. Mit mål er altid, at dit overskud og din ro skal blive større allerede fra 1. dag og frem.

Jeg er uddannet EFT-psykoterapeut. EFT står her for emotionsfokuseret terapi – en samtaleterapeutisk tilgang, hvor følelser og kroppens signaler har en central plads i arbejdet med at forstå dig selv.

Sammen undersøger vi det, der fylder, og hvordan du reagerer i livets vigtige relationer og udfordringer. Nogle ting er svære at sætte ord på. Her er der tid til den nødvendige langsomhed. Og respekten for, at du altid er den, der ved allermest om dig selv, dine ønsker, dit tempo og hvad du har brug for.

Hvornår kan psykoterapi være en mulighed for at komme godt videre i livet?

Det kan være, at man føler sig låst fast i et liv, der føles meget smertefuldt, benhårdt eller tomt og meningsløst. Men det kan også være følelsen af blankhed, at være følelsestom, ikke rigtig at kunne mærke noget, en såkaldt dissocieret tilstand, der kan være meget forvirrende og ubehagelig. Eller det kan være en følelse af grundlæggende uro og utilfredshed, der manifesterer sig som en næsten fysisk rastløshed, der kalder på handling, men hvor det alligevel er uklart, hvad der skal ske.

Konkret kan det udmønte sig i for eksempel:

  • gentagne problemer eller dårlige mønstre i de nære relationer
  • svært ved at holde arbejdslivet ud
  • at føle et stort pres som forælder
  • svære ambivalente følelser i rollen som pårørende
  • vanskeligheder i samarbejdet med ”systemerne“ som ledig eller sygemeldt
  • eksamens- og præstationsangst
  • somatiske reaktioner som mad- og træningsforvirringer, selvskade og tvangshandlinger
  • passivitet og depressionslignende mønstre
  • arbejdsafhængighed og rollen som overfungerende

Ind imellem er det indlysende, at det er selve verden, der er blevet svær at danse med, og at det tunge kommer mere udefra end fra ens eget indre. Alligevel kan det have en stor betydning at få undersøgt sin inderside for at få en større afklarethed i sit eget følelsesliv og sin livsmotivation. Dette kan ofte give en større robusthed, når man igen skal ud og tage livtag med en krævende hverdag.

Stresscoaching

Når stress bliver destruktivt

Når stress bliver ødelæggende, kan det være svært at mærke egne behov og grænser. Stresscoaching er en meget struktureret og styret proces, hvor jeg hjælper dig med selvbeskyttelse, forebyggelse og genopbygning. Dette ud fra meget konkrete, evidensbaserede metoder og redskaber. Stresscoaching er støtte, undervisning, instruktion og guidning, indtil du får den nødvendige ro på dit autonome nervesystem. Derefter handler processen om, hvordan du kommer tilbage til dit liv uden at havne i ny stress, herunder stressforebyggende tiltag. Et stresscoachingforløb varer typisk 8 gange hen over 2–3 måneder.

En session i stresscoaching varer ligesom psykoterapi en time eller halvanden time, og priserne er de samme. Se under priser og praktik.

Skovsø med åkander, klargrønt vand og en væltet stamme

Hvad er det vigtigste?

Portræt af Sofie Falkenberg Vulff

Om mig

Hvem jeg er

Jeg er psykoterapeut, stresscoach og ergoterapeut. Jeg har arbejdet som ergoterapeut i psykiatrien siden 1994, og siden 2013 har jeg drevet min egen virksomhed med stresscoaching og terapi.

Om mig
Københavns havnefront med farverige bygninger og både langs kajen

Med lokaler i centrum af KBH

Priser og praktik

Du kan vælge en session på en time eller halvanden time. Priserne er de samme for alle.

YdelsePris
Psykoterapi – 60 minutter700 kr.
Psykoterapi – 90 minutter1.000 kr.
Stresscoaching – 60 minutter700 kr.
Stresscoaching – 90 minutter1.000 kr.
Walk & talk i VestskovenSamme timepris
HjemmebesøgSamme timepris + 300 kr. i kørsel

Her foregår samtalerne

Samtalerne foregår i Havnegade i København K.

Walk & talk

Jeg tilbyder også walk & talk i Vestskoven til samme timepris.

Hjemmebesøg

Det er også muligt at få en samtale hjemme hos dig. Her tillægges 300 kr. for kørsel.

Der er i begrænset omfang mulighed for tider i weekenden.

Afbud

Afbud skal ske senest dagen før din aftale kl. 17.00. Ved senere afbud betales sessionens fulde pris. Hvis det sene afbud skyldes sygdom, betales dog halv pris.

Gruppeforløb

Strik og stress ned

Stressteori, craftpsykologi og kreativitet.

  • 4 mødegange à 3 timer
  • Mindst 5 deltagere, max 8

Pris for hele forløbet

1.600 kr.

Skriv en sms

Fire gange om året afholder jeg et gruppeforløb bestående af fire mødegange. Forløbet tager udgangspunkt i Anne Kirketerps teorier og kombinerer:

  • Garn og håndarbejde
  • Craftpsykologi
  • Åndedrætsøvelser
  • Stressreduktion

Hvad er inkluderet?

Jeg sørger for:

  • Te
  • Kaffe
  • Snacks
  • Garn
  • Strikkepinde eller hæklenåle

Du er også velkommen til at medbringe dit eget håndarbejde af lav sværhedsgrad.

Tilmelding og betaling

Man tilmelder sig hele forløbet. Betalingen er bindende, selvom man eventuelt melder afbud til enkelte mødegange.

Skriv en sms på +45 42 42 69 66, hvis du vil høre mere om forløbet.

Føler du dig rolig?

Forældregruppe – støttegruppe

Gruppeforløb for stressramte forældre i en akut presset hverdag.

  • 6 mødegange à 3 timer

Pris for hele forløbet

2.400 kr.

Skriv en sms

For forældre til børn med særlige behov, herunder autisme, skolevægring, psykiatriske problemstillinger og angst.

Forløbet omhandler viden om stresshåndtering og stressreduktion i den helt særlige situation, forældre er i, hvor de ikke kan forlade den stressede situation.

Du kommer til at møde andre forældre, og vil i det omfang du er parat til det, få mulighed for at dele, hvad du står i, og høre om andre forældres livssituation.

Forløbet handler om at komme godt igennem en svær periode, hvor alle alarmklokkerne ringer med meget jævne mellemrum, og hvor andre voksne i familien ofte er så involverede og pressede, at det kan blive vanskeligt at støtte hinanden. Her kan det at mødes jævnligt, et trygt sted med en gruppe ligesindede, under terapeutisk styring, være det frirum, der er brug for at få trukket vejret helt ned i maven. Det kan være en lettelse, og give noget energi, at opdage, at alle dine følelser og reaktioner er menneskelige og genkendelige for andre.

Jeg vil understøtte og arbejde for, at gruppen evt. kan fortsætte med at ses i andre rammer, efter forløbet hos mig er slut.

Forældregruppe

Gruppeforløb med henblik på rehabilitering af langvarigt stressramte forældre til børn med særlige behov.

  • 6 mødegange à 3 timer
  • Mindst 5 deltagere, max 8

Pris for hele forløbet

2.400 kr.

Skriv en sms

Efter år som brandslukkerforælder i en presset familie, hvor du både har skullet kæmpe for at sammensætte en hverdag, dit barn kan tåle, og slås med diverse myndigheder, sundhedsvæsenet og forskellige institutioner, er det ikke altid ligetil at lande på benene igen. Heller ikke selvom der måske er kommet ro på. Måske er det svært at finde ro og kræfter til hverdagen, finde tilbage til arbejdsmarkedet, eller få trivsel på et parforhold, der har været under ekstremt pres i årevis. Måske kræver relationen til familiens børn, også dem uden særlige udfordringer, din opmærksomhed.

Vi kommer til at arbejde målrettet med din personlige psykiske og fysiske rehabilitering, med det udgangspunkt, at det at lægge mere pres på, er en ufrugtbar og fantasiløs tilgang, som man kan finde alle mulige andre steder ude i verden. Her handler det om jordforbindelse, ro og stabil vækst. Forløbet er et gruppeforløb, hvor du har mulighed for at dele din historie med andre forældre, og lytte til deres. Der vil også være teoretisk viden om langvarig stress og udbrændthed, rehabiliteringsteori og viden om, hvordan man kan arbejde systematisk med kroppens hormonsystemer.

Jeg vil arbejde for og understøtte, at gruppen evt. kan fortsætte med at mødes i andre rammer, når forløbet hos mig er slut.

Skovsø med åkander, klargrønt vand og en væltet stamme

Hvad er det næste bedste skridt?

Det første skridt

  1. 1.

    Skriv en sms

    Det kan kræve stor overvindelse at tage kontakt med henblik på at aftale en terapeutisk samtale eller stresscoaching. Dette gælder ofte i endnu højere grad, hvis man har det rigtig skidt. Måske er der også en ambivalens ift. at tale med et fremmed menneske om personlige ting. Det er vigtigt, at du ved, at du altid kan skrive en sms og aftale en kort telefonsamtale med mig, hvor jeg fortæller lidt om, hvad jeg kan tilbyde, og hvor du har mulighed for, men ikke er forpligtet til, at fortælle lidt om, hvorfor du muligvis gerne vil have en samtale.

  2. 2.

    Vi aftaler en kort telefonsamtale

    Vi finder et godt tidspunkt, hvor der er ro til lige at tale sammen 10–15 minutter, og måske får du allerede her en følelse af, om du vil mødes fysisk til en session, eller om det er noget andet, du har brug for.

  3. 3.

    Vi aftaler en session

    Hvis du ønsker det, finder vi en tid til en session, enten hos mig eller som walk & talk. Du har også mulighed for efter telefonsamtalen at bruge noget mere tid på at overveje, hvad du vil, og evt. senere vende tilbage.

Store granitsten foran en klippevæg

Du er velkommen til at tage kontakt

Du er velkommen til at skrive en sms til mig og aftale en kort telefonsamtale, hvis du har spørgsmål til opstart af terapi.

Sofie Falkenberg Vulff

Psykoterapeut og stresscoach

Havnegade, København K

+45 42 42 69 66

Du behøver ikke beskrive din situation i en sms. Du kan blot skrive, at du ønsker at aftale en kort telefonsamtale.

Venlig hilsen
Sofie